Mød Barlby Carlsson

↑↓

Om Barlby Carlsson

Industriel designer Jens-Christian Carlsson har skabt et kollektivt og internationalt designeventyr, der kredser om det gode håndværk. Barlby Carlsson er placeret på Christianshavn og blev etableret i 2006.

Nysgerrighed, omhu, engagement og kærlighed til håndværket er nogle af de ord, som kendetegner Barlby Carlsson, der i dag beskæftiger 12 designere, arkitekter, møbelsnedkere, grafikere og projektledere.

En rummelig designvirksomhed med fornemmelse for detaljen fra tanke til produktion.

Vi beskæftiger os med rum, dets stemninger og potentiale – helt ned i den mindste detalje. Vi lytter nøje til kundens ønsker og bliver i fællesskab enige om helheden. Kan vi ikke finde de helt rigtige møbler til en indretningsopgave, designer og producerer vi dem selv. Med åbningen af vores butik i København stiller vi endnu skarpere på at designe og producere egne møbler. Det betyder dog langt fra, at arbejdet med rumlige oplevelser stopper her. Vi vil altid have projekter på tegnebrættet, der favner bredt: Fra messestande, butiksindretning, offentlige rum og brugsgenstande til eget møbeldesign.

Hos Barlby Carlson værner vi om det gedigne håndværk. Vores uforbeholden forkærlighed for glemte snedkertraditioner og lokale materialer kendetegner en lang række projekter, som er skabt i vores værksted på Refshaleøen i København. Træ er i højsædet og bearbejdes i vores komplette snedkeri. På samme adresse har vi et stort lager og parkeringsplads til vores lastbiler. Vores grafiske værksted er lagt sammen med tegnestuen på Christianshavn. Industrilakering, metal- og plastforarbejdning har vi gode venner til at hjælpe os med. Det betyder alt sammen, at vi kan tage ansvaret fra den første stregtegning til projektering, dokumentation, montering, nedtagning og opbevaring af fx en messestand. Vi følger opgaven til dørs. Hver gang.

I november 2014 åbnede vi dørene til en butik i eget navn i Holbergsgade 22 i København. Butikken er en introduktion til Barlby Carlssons univers og vores bud på en ny fremtid. Det betyder et nej tak til produkter fremstillet med en ’brug-og-smid-væk-mentalitet’ – og et ja tak til det enkle, gedigne og eftertænksomme. I butikken kan du komme tæt på skabelsen og tankerne bag alle produkterne. Velkommen.